Når nogle døre lukkes, åbnes andre… ?>

Når nogle døre lukkes, åbnes andre…



Der er sket så meget henover sommeren, og meget har ændret sig. Mit efterår ser helt anderledes ud end jeg havde regnet med og jeg må se langt efter det studieliv jeg havde forventet at få på mit 7. og sidste semester. Jeg havde regnet med at kunne aflevere ungerne sent og hente tidligt, alt i mens jeg skrev mig igennem de 5 afsluttende eksamensopgaver jeg skal i gennem.


Mit 6. semester blev afsluttet med en godkendt praktik med en rigtig fin udtalelse efterfølgende. Men sådan startede det ikke. Jeg startede min praktik et helt andet sted og måtte finde et nyt praktiksted undervejs fordi ”kemien” simpelthen ikke fungerede det oprindelige sted jeg var. Og med det jeg har været igennem kunne jeg godt mærke at jeg skulle væk efter en uge med gråd både før og efter arbejde.

Heldigvis ville skæbnen mig det godt og jeg kom et nyt sted hen, men med en længere transport tid og et langt større pres. Jeg var nemlig nødt til at starte forfra rent indholdsmæssigt og skulle derfor nå det som ellers er normeret til 6 måneder på 4 måneder. Men med hårdt arbejde, støtte hjemmefra, dejlige kollegaer og en fantastisk vejleder lykkedes det!

Efterfølgende er der så sket det at jeg selv samme sted er blevet tilbudt en 20 timers stilling sideløbende med mit 7. semester og opgaveskrivning. Dette kunne jeg ikke sige nej til. Jeg har simpelthen været så glad for den arbejdsplads at jeg var lykkelig for at blive tilbudt det. Og hvis jeg kan få muligheden for at vise mine kompetencer så lad mig endelig få chancen. Jeg vil ikke lade chancen passere forbi hvis det på sigt kan betyde en fast stilling på en fantastisk arbejdsplads med en masse kompetente kollegaer som jeg hver i sær kan lære en masse af fremover.

Alt dette har betydet at jeg har skulle omlægge alle planer og strukturer der ellers allerede var på plads for det næste halvår. Jeg har arrangeret svømning til begge mine piger som jeg tænkte der ville blive masser af tid til. Det kan heldigvis stadig lade sig gøre, med lidt hjælp fra bedsteforældre og manden en gang i mellem. Så lige nu kan det godt ærgrer mig at jeg ikke øvede mig mere i Tetris som lille, for de evner kunne være rare lige nu. 

Jeg skal aflevere 2 eksamensopgaver på fredag om en uge. Og tid er ikke det jeg har haft mest af. Så alle små huller i min kalender som ikke indebærer børn bliver fyldt op med opgaveskrivning. Lige nu er jeg ret presset, men det føles nu også meget rart at vide at jeg lige om lidt får udbetalt min første løn, sideløbende med min SU, som jeg ellers indtil nu er faldet på et MEGET tørt sted.

Alt i mens vil jeg jo rigtig gerne bage en masse lækre og smukke kager, hækle, hækle og atter hækle, som jeg er faldet helt pladask for! Og i det hele taget holde bloggen opdateret ugentligt. Dog er jeg nødt til at give afkald på nogle ting og prioritere anderledes. Derfor har jeg valgt at symaskinen ikke kommer frem igen foreløbig. Hækleriet er langt nemmere lige at sidde med i 10 min her og der og fylder knap så meget. Kager har jeg alligevel ikke godt af, så det bliver et minimum, og kun ved festlige lejligheder. Bloggen, ja den kommer stadig til at være der, tvivl ikke på det! Jeg vil muligvis ikke lave helt så mange indlæg, men forhåbentlig mere indholdsrige. Og så vil jeg have mere og mere fokus på hækling, sideløbende med børnemode.

Tak fordi du læste med og jeg glæder mig til at se dig på bloggen igen i løbet af sensommeren og efteråret!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *