Når børnene bliver store… ?>

Når børnene bliver store…

Kender I det når man ser på sit barn om morgenen og man synes hun er blevet større? Det er hun sikkert også, men at de sådan har mistet lidt af deres “baby-look”? 
Jeg mærker det tydeligt, hvordan det gnaver i mit moderhjerte hver gang jeg tænker på alle de oplevelser jeg lægger bag mig, og mine æggestokke atter rumler. 
Når jeg ikke ved om jeg skal have flere børn, så er det altså lidt sørgmodigt f.eks. så småt at ligge amningen bag mig. Men forleden slog det mig for alvor – de bliver jo kun større!



Min mindste pige har fået sine første 2 tænder. Det er denne milepæl der ligger til grund for dette indlæg. Tanken om at det tandløse smil nu var fortid, satte gang i en masse i mit hoved. Der trillede også en lille tåre. 
Min store pige er i konstant forandring. Der sker en hel masse med hende og det mærkes tydeligt da hun også reagerer ved at søge meget tryghed. Vi har f.eks. ikke haft en nat uden hende i sengen i 14 dage. I nat var ingen undtagelse.

Lige så meget som jeg hepper på min lille tøs hver gang hun udvikler en ny egenskab og prøver ny mad, ligeså meget savner jeg at hun kunne falde i søvn i mine arme og jeg kunne ligge og nyde hende. Hvis jeg sidder med hende i mine arme nu, kan jeg være sikker på at hendes hånd hurtigt finder mine briller hvis de er inden for rækkevidde. 

Men det er jo på ingen måde dårligt at de bliver større. For hver dag der går, elsker jeg dem begge mere og mere. Deres personlighed skinner hver især mere og mere igennem. Jeg ser, om end ganske langsomt, hvordan de begge udvikler sig som børn, og ikke mindst som mennesker.

Det forbavser mig også hvor meget en pige på 3½ år forstår og suger til sig. Vi kan ikke have én samtale herhjemme hvor Emma, den store, også har en mening. Hvis vi fortæller hvor vi boede da vi var børn, så skal vi også høre hvor Emma boede som barn… For 100 år siden… 
Er naiviteten ikke det skønneste ved børn?? De er de evige optimister, og det må jo bevise at pessimisme er noget vi tillære os senere i livet. For i følge Emma, hvis vi dør, så skal vi bare have et ægte kærligheds-kys! Hvor ville jeg dog ønske jeg igen kunne leve i den eventyrverden som børn i den alder lever i. Langt væk fra alle de voksnes bekymringer og uro i verden.

Samtidig med at det er livsbekræftende at få og have børn, så sætter det også ens eget liv i perspektiv. Og ens dødelighed. For lige pludselig ved man at nogen er afhængige af en. Jo mindre de små søde væsner er, jo mere afhængige. Jeg ammer f.eks. stadig morgen og aften, og Alma nægter at tage flasken, selv hvis det er min mælk der er i. Og nogle gange gider hun ikke slukke sin tørst i vand når hun får mad. Så er det igen mig der ene og alene kan bruges. Og sådan er det jo bare, og jeg klager bestemt heller ikke. Men nogle gange savner jeg at kunne overlade børnene til min mand og tage ud med en veninde og hygge i mere end et par timer. Det fungerer jo fint den anden vej rundt. Men samtidig har jeg svært ved at forestille mig ikke at skulle amme mere… 

Men lige om lidt, til december, starter lillefisen i vuggestue. Hold nu op hvor er jeg ikke klar! Og lige så meget som jeg glæder mig til at få lidt tid for mig selv og få fulgt op på mine projekter, sove længe, m.m., så er hun jo bare SÅ lille når hun starter! Men ikke meget yngre end storesøster… Storesøster får lidt “exclusive time” med sin mor, når Alma starter. Så kan min samvittighed forhåbentlig lettes lidt. 

Så lige nu vil jeg bare have så meget ud af mine børn som muligt. Men vi starter så lige weekenden med at Emma til mormor og morfar, så lad os sige at jeg starter på mandag…

One thought on “Når børnene bliver store…

  1. Sikke et hyggeligt og sødt indlæg, selv har jeg ingen børn endnu, men da min lillesøster fyldte 18 i sommers, og vi sad og kiggede gamle fotoalbums, tænkte jeg også bare: Wau, jeg har været med hele vejen!

    – Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *