Den der lille, voksende knude i maven… ?>

Den der lille, voksende knude i maven…

Er det OK at være mega træt af begge unger og drømme sig til dengang man kunne sove til kl 11 og kunne dele en flaske vin når det passede til menuen? 




Når begge unger skriger, ikke vil sove, og mor ved bedst. Fordi moren ved jo godt at hvis ikke de sover, så bryder helvede først for alvor løs. Lige nu nægter Alma at sove. Tro mig, hun trænger til en lur nu! Altså – hun har jo helt styr på det der med tigerspring – de bøger har hun læst. Så hvorfor er det hun ikke har læst dem om børn og søvn?

Hvorfor er det at børn ikke gider at sove de dage man har flest projekter at give sig til? Og hvorfor er det, at de dage man så ikke tør gå i gang med noget, fordi “hun vågner jo lige om lidt…” – der sover hun en lang 3-4 timers lur? Der er mange ubesvarede spørgsmål om børn, og jeg finder nok heller aldrig svarene på dem, som så mange før mig. Gad vide om de også oplevede at maven snurrede sig sammen og blev til en knude indeni…

For mig er det dog positivt at se mig selv bekymre mig om den slags. I februar troede jeg at jeg aldrig ville kunne fungere som mor til ét barn, og med et til på vej, følte jeg mig på forhånd som en forlist mor. Et billede af noget der var en gang. 

I dag ser jeg mig selv i spejlet og er muligvis ikke tilfreds med hende der stirrer tilbage med bebrejdende øjne. Men i det mindste kan jeg stirre tilbage og se hende i øjnene. For jeg kan se på mig selv og sige: “jeg klarede det sgu!

Så når jeg går op i hvor meget min mindste datter sover. At det fylder meget at hun er startet på grød. At jeg går op i hvor ofte hun har afføring. Farve og konsistens. At jeg gør noget ud af at ignorere det utøjrede temperament der ulmer i min store pige (ligesom i hendes mor) og at anerkende hende som den hun er. At jeg går op i at jeg ikke hele tiden sætter ord på at hun er uartig, men i stedet gør det når hun er sød og artig. Fokuserer på lysbarnet, men samtidig anerkender og giver plads til mørkebarnet, (Giver mening hvis du har læst denne bog – kan anbefales) så skyldes det alt sammen at jeg har været et sted hvor bekymringerne var om jeg nogensinde ville blive mig selv igen!

Jeg går ikke længere op i at jeg ikke kan klare mig til kl 17 hvor min mand kommer hjem. I januar kunne jeg få angst anfald så snart han var gået, for hvad skulle der nu blive af mig. Det var et mørkt sted jeg var, og jeg ønsker det ikke for nogen. Og hvor er hormoner dog skyld i meget ondt!

Alt dette har været med til at jeg nu, dag for dag, får mere og mere tid til igen at sidde bag symaskinen (når altså ungerne tillader det, specielt hende den mindste) og tid til at give mine fortællinger herhjemme fra videre til alle jer derude. Derfor vil jeg opfordre jer til at følge mig på instagram, da det er langt nemmere for mig, lige hurtigt at give jer et billede af et projekt der er på vej, i gang, eller færdigt. Det er nemlig lidt hurtigere lige at smide det på instagram. I kan følge mig her. Hvis I gør det vil jeg blive super glad. Og snart vil jeg også skyde gang i et par giveaways som vil foregå på instagram!

God sommerdag til alle jer derude!

One thought on “Den der lille, voksende knude i maven…

  1. Dejlig ærligt indlæg. Og ja, vi klarer den jo uanset hvad. Der kan være dage hvor man drømmer ungerne langt væk – og så er der dage hvor det hele bare kører. Men man vender sig til rollen som Mor – og jeg ville ikke undvære et minut 🙂
    Knus Mor til 3 – snart 4 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *