I en anden verden… ?>

I en anden verden…

(…fortsat fra sidste blogindlæg…)

Efter selve kejsersnittet og syningen kommer min mand endelig efter 30-40 min hen ved min side med Alma. På dette tidspunkt bliver jeg rigtig dårlig, da bedøvelsen gør at mit blodtryk pludselig falder. Jeg kaster op, hvilket var meget grænseoverskridende da jeg kun kunne vende hovedet til den anden side og håbe på at en sygeplejerske var hurtig nok til at komme med en bakke. Det var hun heldigvis, og super sød med en kold, våd klud i panden. Mit blodtryk bliver hurtigt stabilt igen, og jeg kan nyde Alma lidt endnu, inden de kører mig til opvågning på intensiv afdelingen.
Her får jeg endelig lagt min lille basse pige over på brystet og hun er hurtigt interesseret i at sutte, hvilket vi får klaret ret problemfrit i de første 5 min. Herefter gider hun ikke mere og putter bare. Så falder hun i søvn og kommer op til far igen efter lidt tid. Børnelægen tilser hende igen. Hun skal have taget en blodprøve og kigges efter og overvåges for sin vejrtrækning. Hun virker stadig til tider lidt anstrengt, så efter en lille time, beslutter lægen sig for at Alma skal indlægges til observation på neonatal afdelingen, i hvert fald natten over. 

Jeg er upåvirket, selvom jeg kan mærke de forventer at jeg bliver ked af det. Jeg er nærmere afklaret og lettet over at hun bliver overvåget at læger med den rette ekspertise, skulle den blive nødvendig. Og så tror jeg bare at mit instinkt siger mig at alting er ok. Min mand følges med Alma og børnelægen op på neonatal og jeg må blive alene tilbage. 

I min ene arm har jeg drop med væske, i den anden en blodtryksmanchet. På brystkassen en masse elektroder til at måle vejrtrækning og hjerterytmen. Og så ligger jeg der, helt alene.
Jordemoderen kommer ind til mig og fortæller at jeg er meldt til at ankomme på barselsafdelingen så snart jeg er meldt klar herfra. Jeg kan nok få lov at komme lidt op til Alma på Neonatal senere. Sygeplejersken har travlt, da der i mellemtiden er ankommet endnu én der har fået et kejsersnit. Hun render ud og ind og siger ikke rigtig noget. Tjekker mine tal. Tjekker hvor langt bedøvelsen er fra at fortage sig. Jeg viser hende at jeg kan bevæge mine fødder og får et positivt svar tilbage. Så er det på tide at få mig tilbage til barselsafsnittet. Hun siger hun lige ringer og vil være tilbage efter 5 minutter. Der går 5-10-15 minutter og efter 20 minutter er hun tilbage. Beklager forsinkelsen. Men det er gode nyheder. Hun har ringet rundt og sørget for jeg kan blive hele natten på neonatal med min mand og Alma. Endelig kan jeg få lov bare at nyde hende.

Der kommer en portør. Klokken er ca. 1 om natten. Hvorfor siger portører bare aldrig noget?
Der er mørkt eller dunkelt på mange af gangene, og det er så tydeligt at mange dele af et hospital er lukket ned om natten. Ind i elevatoren som kommer hurtigt. Pinlig tavshed. Ding! Så er vi på den rigtige etage og skal bare igennem endnu en mørklagt gang før vi er på afdelingen. Og derinde på den stue, lige der, der ligger min lille pige. jeg bliver kørt ind ved siden af hende og vuggen bliver kørt helt tæt på. Hun sover bare. Så sødt og fredeligt. Min mand er så træt. Jeg er bare lysvågen. Jeg sender ham ned på barselsgangen for at sove et par timer i den feltseng der er til ham. Heroppe har han kun en lænestol med skammel.

Natten bliver brugt på at kigge på Alma. Hun sover hele natten, 9 timer. Jeg ligger bare og venter på hun vågner så jeg kan se hendes øjne. Jeg lukker øjnene engang imellem, men min krop er fyldt med adrenalin, lykkehormoner og ubetinget kærlighed, så kan kun hvile. 

Næste morgen skal jeg ned forbi barselsgangen til vagtskifte og morgenmad. Efter 1½ time er jeg tilbage på neonatal igen, lige tidsnok til at Alma også vil have morgenmad. Min mand er taget hjem til Emma for at hun får en normal morgen og sende hende i vuggestue. 
Efter stuegang heroppe på neonatal, finder de ikke nogen grund til at vi skal blive, og Alma udskrives fra neonatal. Så kan vi få lov at starte barselsdagene op på barselsgangen, mens jeg kommer mig og får amningen igang. 

(…fortsættes i næste blogindlæg…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *